Need for Speed: Most Wanted
Nye boller på den gamle racing-suppe
Som den 19. installation i den verdenskendte Need For Speed-serie kan man måske tvivle på nyskabelsen i nye spil i rækken; Need for Speed: Most Wanted. Men det nyeste skud på stammen Most Wanted leverer en masse ny god underholdning til alverdens racing-fans. Her er en kort gennemgang af de fedeste features.
Gameplay i Need for Speed: Most Wanted
Selve spillet foregår i én stor verden. Her kan man undervejs deltage i løb, men ellers kan du køre rundt og støde på, hvad du har lyst til. En sjov tilføjelse er, at du undervejs i løbene gennem de kendte gader kan tage en smutvej i gennem en gyde eller en park, hvis du gennem din erfaring med byen vurderer, at den rute er bedre for dine chancer for at vinde løbet. Du er altså ikke låst fast til at køre banerne på samme måde.
Derudover er politiet selvfølgelig også repræsenteret i visse baner, hvor de med hjælp fra forskellige køretøjer og udstyr gør alt, hvad der står i deres magt for at stoppe dig.
Speed Points
Gennem alle facetter af Need for Speed: Most Wanted optjener du Speed Points. Disse værdifulde points kan du bruge til at opgradere dine øser, men også til at højne din værdi og status i løbene, så du bliver mere eftertragtet at køre med.
Online på tværs af konsoller!
Onlinedelen er et kapitel for sig selv. Her bliver der ikke spildt tid på opsætninger og indstillinger. Vælg en bil og kør mod dine venner. Derudover gør det ingen forskel, om du spiller på en Playstation, mens din kammerat gamer på en Xbox. Onlinedelen understøtter racing på tværs af og mellem alle platforme.
Styringen får også et hak opad på realisme-barometret. Producenterne bag, Criterion Games i samarbejde med EA Games, har fokuseret på et realistisk styresystem, så høje hastigheder medfører store og alvorlige sammenstød ved kollisioner med andre køretøjer eller bygninger. Det er med andre ord sværere og mere udfordrende at manøvrere gennem gaderne, så spillet er perfekt til øvede spillere.
Need for Speed: Most Wanted udkommer til Windows, Playstation 3, Xbox360, Playstation Vita den 2. november 2012.